Sneppejagt – en fantastisk oplevelse!
Det er april – langt fra min foretrukne årstid. Jeg er til gulnede blade i både visent grøn, flammende gule og dybrøde toner. Allerhelst skal det blæse svagt, imens et par af bladene snor sig mod jorden. Til dage hvor tiden kan stå fuldstændig stille, imens hunden trækker an op imod egetræets rod, hvor sneppen ofte ligger – bilder jeg mig i hvert fald ind – for rigtig klog på den fugl, bliver man garanteret aldrig!
Hvis man har været heldig at få en dag med bare en lille smule rimfrost i græsset og lidt morgensol til at varme dagen op – og denne i øvrigt ikke falder sammen med alskens trælse hverdagsopgaver, studier ol. – er der basis for nogle fortryllende dage i skoven. Her er jeg i midt es! Det er sådanne dage jeg falder tilbage på, når jeg kigger ned over diverse notater fra den forgangne sæson i jagtjournalen. Jeg er ikke længere i tvivl om, at min passion ligger hos troldfuglen, særligt efter at have studeret et notat i journalen hvor jeg på en kronvildtjagt i Midtjylland har noteret sneppeobservationer før både hjort og buk.
Egentlig burde jeg ud med Tasja og træne standen, men jeg kan ikke få mig selv til at forstyrre reviret i denne tid – særligt ikke de tætte skovområder, hvor snepperne normalt er at finde. Selvom man er inkarneret sneppejæger, skal der ikke være tvivl om, at bukken i maj også trækker i jagtgenet.
Skovfyr og troldfugle
Indslaget forleden i Jæger om akupunktur imod jagtiver ruller kortvarigt forbi men slås hurtigt til side, samtidig med at endnu en skovfyr ryger i jorden under spaden ført af den gamle. Det småregner og er koldt, og vi render rundt på mere eller mindre åben mark med bundter af skovfyr til efterbedring af nyplantningen fra sidste år. De sidste klarede ikke opstarten, og de tilbageblivende ege i denne del af beplantningen står og fryser for dem selv sammen med enkelte popler, som til gengæld forstår den med at skyde i vejret.
En pause i vores ellers effektive arbejdsgang opstår, da planterne er ved at slippe op, og der skal hentes friske forsyninger – selvfølgelig i den anden ende af hegnet. Det er et job for “eleven” – i dette tilfælde mig. Jeg har lært meget af både min far og farfar, men der er ingen tvivl om, at de har holdt det bedste for dem selv. Pjat… men det kunne jo være, de læste med engang! Da jeg næsten er fremme ved plantesækkene gående i mine egne tanker om et problem i forbindelse med studierne, bliver jeg lettere sagt noget befippet, da der pludselig fra det tætte læhegn letter en perfekt højre / venstre doublé. Fantastisk som den fugl kan overraske, for du er vel ikke i tvivl om, at det er sneppen, jeg referer til? På vejen retur springer en lignende oplevelse fra forrige år ind på lystavlen og endnu engang skubbes studierne til side.
En kirkedag i skoven
En mere end fantastisk lørdag med masser af fasaner, ænder, ræve og ikke mindst snepper havde givet mig mod på en tur ud om søndagen – med de antal, vi havde set lørdag, måtte der simpelthen være basis for et par stande på denne kirkedag. Vejret havde i løbet af natten ikke været til, at de skulle flytte.
Fyldt med energi dansede en dengang meget ung ruhåret rundt bag i bilen. – Jeg prøver altid at være rolig og få hunden til at være det samme, men det slår nu næsten aldrig fejl, at den påvirker mig i højere grad, end jeg påvirker den. Efter en noget rodet start og nogle gevaldige søg faldt vi begge lidt til ro. Vinden var til, at vi startede i marksiden, hvilket vi derfor gjorde, og efter bare 15 meter i den tætte bøgepur blev klokken omkring Tasjas hals stille. Hjertet hopper næsten hver gang, – er der stand, eller overvejer hun bare, hvor jeg er? Hun kan lige skimtes i de tætte bøge – “Avance!”.
Op ryger en kæmpe fasankok, som jeg ikke skyder til. Det er første gang i år, vi ser fasaner i dette område. Efter bare 10-15 meter er den gal igen, og endnu en kok må op. Efter yderligere to høner bestemmer jeg mig for, at det må være nok. Vi trækker længere ind i skoven. Ind imod de mørke rødgraner, lærkene der står tætte lidt endnu, inden frost og vinter rigtigt får tag i deres skrøbelige nåle og ikke mindst douglaskulturerne, der efterhånden er umulige at komme igennem. Efter to timers intens jagt har vi ikke set en eneste fugl. – Meget mærkeligt da vi altid ser minimum en eller to fra midten af oktober, til sne og frost jager dem imod Storbritannien og sydover. Tasja er efterhånden godt brugt, måske kan hun alligevel mærke gårsdagen i benene. Hun lister lidt rundt i umiddelbar nærhed.
Vi lister hjemad. Den jagtmiddag, der efterfulgte lørdagens jagt, havde også påvirket undertegnedes energiniveau. Så sker det selvfølgelig, – det som altid sker… Lige inden vi kommer frem til bilen, i stykket med lave ege der ligger op til vejen, trækker Tasja an. Jeg får mere end normalt travlt med at famle patroner frem, – hun er ikke ligefrem kendt for de længste stand. Det går dog, og ligesom hun går frem letter sneppen bag hende ud til venstre. Jeg får den med første skud. I det samme letter endnu en fugl nærmest mellem benene på hende og uden muligheder for at skyde til den, forsvinder den med en nu meget energisk ruhåret efter sig ind imellem egene. Jeg knækker bøssen, hylsteret flyver, og jeg bilder mig ind, at den igen er lukket, inden det rammer jorden. En tredje sneppe kommer ud af ingenting, – Tasja må have lettet den. Den slår op over ege og graner, da den ser mig hæve 12’eren. Et kasteskud giver tåger af grannåle, småkviste og vand. Fik jeg den? Skuddet var godt, som jeg helst vil have dem – uden mulighed for at nå at overveje foran hold ol. Tasja kommer tilbage og finder den første sneppe uden problemer. Jeg har i mellemtiden overbevist mig selv om, at nr. 2 skal være der også! Så tæt på en doublé. Vi arbejder begge energisk i overgangen imellem ege og de mørke graner – men forgæves.
Efter vi har givet op, sætter vi os i kanten af det mørke, som kun overgangen til en vis størrelse rødgraner kan give, for at se om en due skulle trække ind her sidst på eftermiddagen. Efter godt en halv time ser jeg – halvsovende – en skygge ud af højre øjenkrog. Jeg er ikke i nærheden af at nå at få bøssen op for at nedlægge den døde sneppe, der falder ned fra den yderste gran… inde i mørket… akkurat hvor egeløvet møder det.
