Ja, – “min første buk”. Alle jægere har utvivlsomt et specielt forhold og en stærk oplevelse tilknyttet den lille men alligevel utroligt stærke frase.
Min første buk blev nedlagt hos mine forældre for ikke mange år siden. Det er egentlig en større oplevelse end som så, da jeg hele mit liv løbende og gennem min far har været opfordret til at tage jagttegn, så lad os starte (næsten) helt fra starten.
Fra knægt til jæger
Da jeg var 10 år, flyttede mine forældre, min lillebror og jeg ud på min mormor og morfars gård. Dvs., vi byttede bolig, så min mormor og morfar overtog vores i en nærtliggende mindre by. For en 10-årig knægt med kammerater og fritidsaktiviteter i byen var bytningen ikke en “win-win-situation”. Jeg havde mit liv og mine præferencer i byen og havde i øvrigt svært ved at acceptere, at jeg nu var en bus eller cykel fra mine kammerater.
Tiden gik, jeg blev ældre, jeg blev 15 år, og min far – som altid har været en ivrig jæger – overtalte mig til at starte på jagttegnskursus på aftenskolen. Jeg var ikke engang tæt på at være i ro til at forstå friheden og glæden ved at gå på jagt, så jeg nåede desværre kun at få lavet min egen jagtkniv i sløjdlokalet, inden jeg meldte fra til kurset.
Tiden gik, fodbolden trak og hev mig i lang tid væk fra jagten, og først da jeg startede på min værnepligt, begyndte jagten og hele oplevelsen omkring det at gå på jagt at blive spændende. Efter værnepligten og et par år på det private arbejdsmarked startede jeg igen i Forsvaret på en større uddannelse. I 2011 fik jeg så langt om længe meldt mig til et jagttegnskursus, hvor jeg foruden jagttegnet fik et par bekendtskaber, som jeg indimellem taler med den dag i dag.
Som ansat i Forsvaret var jeg vant til at skyde med riffel, så jeg kendte allerede en hel del til arbejdet med og sikkerheden omkring våbnet. Sikkert også derfor var jeg meget fokuseret på at få min riffeltilladelse. Så lige så snart jagttegnet var i hus, meldte jeg mig til riffelprøven og bestod.
De første dage som riffeljæger
Ikke mange dage efter riffelprøven var bestået, oprandt dagen endelig – d. 16. maj 2012.
Jeg havde fået lov til at sidde på mine forældres jord, – den jord som jeg 20 år tidligere havde forladt den nærtliggende by for. Nu kunne jeg langt om længe – og til fulde – høste af bytningen med boligen i byen.
Jeg havde sat min telefon til at vække mig tidligt, så jeg kunne få styr på de sidste sager og ellers komme på post i god tid. Da klokken var 06.30, vågnede jeg med et sæt, – telefonen var gået ud, og jeg havde sovet over mig. Dælens! Det var tilsyneladende ikke meningen, at jeg skulle have min første buk denne morgen.
Samme aften kom jeg dog afsted og havde en rigtig god jagt, hvor jeg så ræven komme luskende og min første rå – men ingen buk.
Nogle af de efterfølgende dage sad jeg spændt, ivrig men usandsynligt stille og ventede på, at “han” ville kigge forbi – men uden held.
Først d. 24. maj om aftenen dukkede han op.
En helt særlig buk
Jeg havde siddet i hochsitzen siden kl. 19.00 denne aften, og først kl. 21.25 spottede jeg ham i kikkerten – en flot seksender (ulige – viste det sig senere).
Han gik op af et læhegn et godt stykke fra mig – for langt til overhovedet at overveje at skyde til ham. Jeg rystede, trak vejret mærkeligt, og det simrede i hele kroppen. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før, men jeg fandt siden hen ud af, at bukkefeberen havde ramt mig.
Op med kikkerten, ned ad stigen, op igen, op med kikkerten, – og sådan fortsatte jeg i noget, jeg følte varede flere minutter, selvom det sikkert kun har taget nogle få sekunder. Et sidste kig i den rystende kikkert, en sidste men endelig beslutning og ned ad stigen. Foroverbøjet og hurtigt løb jeg mod enden af et nærtliggende læhegn – et parallelt læhegn til hans, hvor jeg knælede ned og gemte mig bag både læhegn og højt græs.
Jeg havde ham i kikkerten – nu meget tættere på men stadig for langt til at skyde til ham. Kort efter jeg havde knælet ned, stivnede han og kiggede i min retning. Nå, – jeg var sikker på, at jeg havde larmet alt for meget, og at han nu ville løbe væk. Så mod al forventning trissede han over marken mod det læhegn, jeg sad for enden af. Havde jeg rystet forinden, så måtte jeg nu befinde mig i et jordskælv, som havde potentiale til at sprænge Richterskalaen.
Ca. 20 m. inden han nåede læhegnet, stoppede han op, kiggede og tog en mundfuld græs. “Kuglefang, stå med siden til, stå stille…” – mange ting, jeg havde lært, kværnede rundt i hovedet på mig, for jeg ville jo ikke risikere, at min første buk skulle nedlægges på anden end helt perfekt vis.
Jeg følte mig ikke klar til at skyde til ham, så efter at have gumlet et par gange trissede han videre ind til læhegnet. Hvad nu? Går han igennem? Lægger han sig? Jeg var nødt til at rejse mig på knæene for at kunne se ham, og der var han! Ca. 80 m. væk og på vej direkte ned mod mig!
Nu var det nu! Jeg tænkte mig klar, løftede riflen og tog sigte, mens han luntede stille men målrettet ned mod mig. Han havde front mod mig, så jeg ville ikke skyde, men pludselig tog han et par skridt ud på marken og kiggede ned på mig som en tilfældig men alligevel meget bevidst invitation til mig om at skyde. Så det gjorde jeg.
Jeg havde et helt perfekt sigte, men da skuddet lød, så jeg ham falde forover, mens han med bagbenene forsøgte at skubbe sig videre over marken. Hvad var der dog sket? Jeg havde i al min frustration strejfet undersiden af en ca. 5 mm. gren, som ikke var i sigtet men udenfor riffelmundingen, – derfor havde kuglen ændret retning, og jeg havde ramt det øverste af forbenene, så han ikke kunne løbe.
Jeg skyndte mig at genlade men fik ikke bundstykket ordentligt tilbage, så den nye patron satte sig i spænd, og jeg måtte aflade. Efter de ulideligt lange sekunder fik jeg endelig en ny patron i kammeret, og jeg kunne med riflen i skulderen nærme mig ham og give ham hans nådesskud.
Det var på ingen måde sådan, jeg havde forestillet mig min første buk, og det er med en vis æresfrygt, mavepine og ikke mindst respekt, jeg husker tilbage på ham. Han var om nogen – og på alle tænkelige måder – en helt særligt buk.
